Vær realistisk omkring din træning på ferien

Vær realistisk omkring din træning på ferien

Det er surt, når man ikke får trænet så meget, som man gerne ville. Men det er også surt, at være sur over det på din ferie. Her giver vi dig et par gode tips til, hvordan du er realistisk omkring din træning på ferien.

Er din træning stressende eller afstressende?

Første ting du bør overveje omkring kombinationen af træning og ferie er, om din træning er noget der bare skal gøres, eller noget du bare gøre. Der er nemlig stor forskel på, hvad du forbinder med din træning. Hvor nogle opfatter deres træning som et afstressende element i deres hverdag, har andre tendens til at stresse over at de skal træne – det skal bare gøres og ud af verden.

Dernæst bør du være meget realistisk omkring, hvor meget tid du vil have til rådighed til at træne på din ferie. Kommer du virkelig til at kunne træne de 2 timer om dagen du gerne vil? Om man vil det eller ej sker der meget på en ferie, også de afslappende af slagsen.

Hvad sker der hvis du lader være?

Perspektiverne er igen forskellige. Hvor nogle tænker ”nåh ja, det er kun en uge”, tænker andre ”åh nej, en hel uge!” Inden du tager på ferie bør du derfor overveje hvad der sker, hvis du ikke får trænet. Både i forhold til din træning generelt, din krop og dine eventuelle mål. Læg derfor et realistisk træningsprogram, som du i det mindste kan overholde. Al træning derudover er derfor en bonus!

Man skal også huske at overveje de positive konsekvenser! Ved ikke at træne på din ferie, får du automatisk mere tid sammen med din familie, venner eller rejsepartner(e). Noget de bestemt vil sætte pris på!

I denne sammenhæng er det værd at tænke familien/rejsepartnere ind i din træning. Hvor skønt kunne det ikke være, at have dem med i din træning, og have fælles aktiviteter og oplevelser at tænke tilbage på engang? Det gode alternativ kunne derfor være en double på tennisbanen med hele familien, eller en omgang vandgymnastik i poolen med ungerne.

Det sunde alternativ.

Ferie byder oftest på mange is og god mad. Det er det ferie er, og sådan skal det også være. Hvis du tilmed skærer lidt ned for træningen mens du er på ferie, kan der hurtigt opstå dårlig samvittighed. Det kan du dog godt efterlade hjemme!

Hvis du gerne vil tænke mere og flere sundere alternativer ind i din ferie, er der oftest mange gemte muligheder. I stedet for de store basser og bagværk med chokolade osv., byder feriedestinationerne ofte på eksotiske og mange frugter. Lad ungerne spise en is og prøv i stedet det sunde alternativ i en ny, solmodnet frugt.